
Jeg tænker ofte, at taler ved store livsbegivenheder handler for meget om taleren og for lidt om den, der hyldes. Denne tekst kommer til at handle mindst lige så meget om mig selv som om Jørgen Leth. Jeg lever med det hykleriske og det uperfekte. Jørgen skrev også om sig selv. Uperfekt og til tider nærmest hyklerisk, men altid helt ærligt.
Mit første minde med Jørgen Leth er, at jeg sidder på gulvet i et sommerhus. Jeg leger med Micro Machines. Hjulene går i stykker af at blive kørt hårdt henover gulvtæppet. Lydtæppet kommer fra det lille fjernsyn foran mig, hvor Jørgen Leth og Jørn Mader formidler Tour de Frances fortælling. Jørgen Leth lærte mig, at det smukke ved sport er de store og små historier.
I gymnasiet ser jeg Jørgen Leths film – først cykelfilmene, efter at han har nævnt dem i sin kommentering. Derefter mange af de andre. Særligt vil jeg anbefale “Det legende menneske”, “66 scener fra Amerika” og især “De fem benspænd”, som stadig er et af de bedste indblik i den kreative proces, jeg har set.
Da jeg begyndte at læse i København, boede jeg et par måneder i et anneks i Klampenborg. Wi-fi’en kunne ikke nå fra det store hvide hus med de sorte teglsten ud til mig i baghaven, og jeg havde for gud ved hvilken gang mistet min smartphone. Jeg måtte derfor ty til gammeldags metoder. Overfor stationen lå et lille antikvariat, hvor jeg købte “Den gule trøje i de høje bjerge” og “Det uperfekte menneske”. Jeg slugte dem råt og lånte flere på biblioteket. Jeg fik også den første plade med “Vi sidder bare her” og “Han er nu malet blå” ind på min computer. Jeg blev glad for ritualer. Jeg lod bare tiden gå. Jeg drømte mig væk.
Senere fik jeg job hos Dagbladet Børsen i Møntergade. Ofte kunne jeg fra de store gamle vinduer se Jørgen Leth gå forbi på vej til hans yndlingscafé, Det Vide Hus i Gothersgade (han bestilte altid en flat white og en yoghurt). Nogle dage gik han langsomt, men taktfast forbi; andre dage så langsomt, at han nærmere gik mere i stå end fremad. Overfor kontoret lå en lille guldsmed, som havde det smukkeste messingaskebæger monteret på murstensvæggen. Her kunne jeg godt lide at ryge mine cigaretter. En dag gik Jørgen Leth forbi, kiggede på askebægeret, så på mig og sagde: “Godt sted.” Han anerkendte det æstetiske i mit valg af at stå lige præcis der. Efter det ønskede jeg ham altid en god dag, når han gik forbi nede på gaden.
Jeg har stadig Jørgen Leth med. Jeg lytter til ham. Jeg læser ham. Jeg ser hans film. Han lærer mig ting om at være et uperfekt menneske. Det er jeg sikker på, at han vil blive ved med.
