Forfatter: Asmus

Det er efterhånden blevet en lille decembertradition for mig at samle nogle af årets læringer i en liste på fem. Og selvfølgelig skal 2025 ikke være nogen undtagelse. Her kommer årets version.

Du kan læse de tidligere her: https://asmushelms.dk/2024/12/06/5-ting-jeg-har-laert-i-aar-2024-edition/

Noget om at sige noget pænt..

Jeg har kontinuerligt udfordringer med smalltalk, og her er et råd, som vi alle har fået: “Har du ikke noget pænt at sige, så lad være med at sige noget”. Men det er forkert. Du ligner også et røvhul, hvis du ikke siger noget. Nogen gange må du bide i det sure æble, og sige noget pænt, selvom du har et stykke surt æble i munden.

Noget om at eje noget, der fylder…

Jeg tror, jeg nærmer mig at have købt 100 kassettebånd og bøger tilsammen i år. Langt de fleste brugte. Jeg ved godt, at vi alle skal tænke over vores forbrug, men der er noget magisk ved bøger og bånd. En fysisk manifestation af en historie.

Det fysiske giver en slags forpligtelse. Et bånd kræver, at du vender det. En bog kræver, at du åbner den igen præcis der, hvor du sidst faldt i søvn.

Måske handler det om at holde fast i noget konkret i en verden, hvor så meget af vores liv foregår på skærme. Eller måske handler det bare om, at jeg bedst kan lide ting, der larmer, når man taber dem.

Noget med forskellige skalaer af nemhed…

Det var nemt nok at stoppe med at ryge. Overraskende nemt. Det var endnu nemmere at begynde igen. Begge dele er faktisk så nemt, at jeg nu gør begge dele hver uge. Har fået et forhold til cigaretter, som skilsmisseforældre har til deres børn. PT. har vi en 3-4 ordning. Forhåbentligt bliver det en 7-0 ordning snart.

Noget om at have et rum…

Det er rigtig fedt, at have et rum, i mit tilfælde et atelier, som er dit eget. Et helle, en gemme og et værksted. Det er sundt for sjælen. Det er også rigtig fedt, at invitere andre ind i dit rum. Om de fysisk kommer ind i dit rum, som når jeg har haft besøg i atelieret eller når jeg tager rummet med ud i verden som med min udstilling. Det er vigtigt at blive set og føle sig set. Skab rum til at se dig selv og vis dit indre rum frem.

Noget med at rejse og kærlighed…

I år har jeg lært, at jeg har giftet mig ekstremt godt. Japan-turen har været det bedste eksempel. Sammen nærmest uafbrudt i flere uger og kun været uvenner i otte minutter. Det er næsten pinligt. Men også ret smukt. For en rejse er jo ikke bare god mad, museer og skridtdata. Det er også tålmodighed, timing, kompromiser og “skal vi lige spise noget, inden du bliver sur”. Jeg har lært, at jeg elsker at se hende få det, hun har glædet sig til. At hendes glæde gør hele turen bedre. Og jeg forelskede mig ikke kun i Japan, men i Emma endnu mere.

Glædelig jul og godt nytår!

Jeg har samlet mine billeder fra Japan i en lille fotobog med titlen “TOKYO, HAKONE, KYOTO, OSAKA”.

Alle fotografierne er taget med et Ricoh FF-3 AF Super på Kodak Tri-X 400 og Kodak Tmax 400. For- og bagsidebillederne er dobbelt eksponeringer skabt ved et uheld i kameraet. Billederne blev til i Tokyo, Hakone, Kyoto og Osaka mellem 24. april og 10. maj 2025.

Trykt i sort/hvid i 100 eksemplarer.
88 sider. A6-format.
100,-

Tak til Rene Lohse for hjælp med opsætningen.

Reception & udgivelsesdato

Udgivelsesdatoen bliver onsdag den 26. november, og samme aften holder jeg en lille reception på PEOPLE LIKE LIKE US BEER BAR fra kl. 19.00.

Link til Facebook event: http://facebook.com/share/16ZLKGtkij/

Det virker måske mærkeligt, at udgive i en fotobog i A6-format. Men størrelsen på bogen er inspireret af de japanske Bunkobon. Det er små paperbacks, man kan have i lommen, eksempelvis i toget. Jeg har også trykt forsiden på bagsiden som en lille hilsen til den japanske læseretning. Bogen skal dog stadig læses på den måde, vi gør herhjemme.

Linoleumstryk

I forbindelse med bogen har jeg lavet et linoleumstryk inspireret af turen og fotografierne.

Oplag: 12 eksemplarer
Papir: 28 x 21 cm (Tryk størrelse: A5)
Pris: 300,-

Det kommer til salg til reception og efterfølgende online, hvis der er flere tilbage.

Jeg tænker ofte, at taler ved store livsbegivenheder handler for meget om taleren og for lidt om den, der hyldes. Denne tekst kommer til at handle mindst lige så meget om mig selv som om Jørgen Leth. Jeg lever med det hykleriske og det uperfekte. Jørgen skrev også om sig selv. Uperfekt og til tider nærmest hyklerisk, men altid helt ærligt.

Mit første minde med Jørgen Leth er, at jeg sidder på gulvet i et sommerhus. Jeg leger med Micro Machines. Hjulene går i stykker af at blive kørt hårdt henover gulvtæppet. Lydtæppet kommer fra det lille fjernsyn foran mig, hvor Jørgen Leth og Jørn Mader formidler Tour de Frances fortælling. Jørgen Leth lærte mig, at det smukke ved sport er de store og små historier.

I gymnasiet ser jeg Jørgen Leths film – først cykelfilmene, efter at han har nævnt dem i sin kommentering. Derefter mange af de andre. Særligt vil jeg anbefale “Det legende menneske”, “66 scener fra Amerika” og især “De fem benspænd”, som stadig er et af de bedste indblik i den kreative proces, jeg har set.

Da jeg begyndte at læse i København, boede jeg et par måneder i et anneks i Klampenborg. Wi-fi’en kunne ikke nå fra det store hvide hus med de sorte teglsten ud til mig i baghaven, og jeg havde for gud ved hvilken gang mistet min smartphone. Jeg måtte derfor ty til gammeldags metoder. Overfor stationen lå et lille antikvariat, hvor jeg købte “Den gule trøje i de høje bjerge” og “Det uperfekte menneske”. Jeg slugte dem råt og lånte flere på biblioteket. Jeg fik også den første plade med “Vi sidder bare her” og “Han er nu malet blå” ind på min computer. Jeg blev glad for ritualer. Jeg lod bare tiden gå. Jeg drømte mig væk.

Senere fik jeg job hos Dagbladet Børsen i Møntergade. Ofte kunne jeg fra de store gamle vinduer se Jørgen Leth gå forbi på vej til hans yndlingscafé, Det Vide Hus i Gothersgade (han bestilte altid en flat white og en yoghurt). Nogle dage gik han langsomt, men taktfast forbi; andre dage så langsomt, at han nærmere gik mere i stå end fremad. Overfor kontoret lå en lille guldsmed, som havde det smukkeste messingaskebæger monteret på murstensvæggen. Her kunne jeg godt lide at ryge mine cigaretter. En dag gik Jørgen Leth forbi, kiggede på askebægeret, så på mig og sagde: “Godt sted.” Han anerkendte det æstetiske i mit valg af at stå lige præcis der. Efter det ønskede jeg ham altid en god dag, når han gik forbi nede på gaden.

Jeg har stadig Jørgen Leth med. Jeg lytter til ham. Jeg læser ham. Jeg ser hans film. Han lærer mig ting om at være et uperfekt menneske. Det er jeg sikker på, at han vil blive ved med.

Så er der kun et par uger til min udstilling på Pondus, Tagensvej 85F i Nørrebro. Vi åbner med fernisering lørdag d. 6. september kl. 14–19 (med efterfest og rapmusik), og dagen efter kan man kigge forbi mellem kl. 12-16. Jeg ved, at nogen af jer måske aldrig har været til en fernisering før, så her er en lille guide.

1. Påklædning
Der er ingen dresscode. Folk kommer i alt fra laksko til sneaks. Hvis du er i tvivl, så gå efter noget, du kan stå op i i længere tid.
2. Adgang
Ferniseringer er åbne arrangementer. Kom når du vil. Du skal ikke på gæsteliste. Bare gå ind. Ingen tjekker din legitimation for “kunstneriskhed”. Tag gerne venner med.
3. Hvordan man ser på værker
Der er ingen rigtige eller forkerte måder. Nogle står længe og nikker. Andre går hurtigt forbi og vender måske tilbage. Du må gerne kigge tæt på (men ikke røre).
4. Smalltalk
Hvis du føler, du har noget at sige noget om kunsten, så sig noget. Men du skal ikke.
5. Mad og drikke
Der vil være vin og snacks. Til fri afbenyttelse. Der vil også være andet, som man kan købe.
6. Køb af kunst
I princippet er alle værkerne til salg. Der ligger flere trykte lister med titel, medie, størrelse og pris – tag et eksemplar med rundt. Hvis du falder for et værk, så sig det bare til mig. Er et værk allerede solgt, vil du kunne se et lille rødt rundt klistermærke under det.
7. Mødet med kunstneren
Kom og sig hej. Stil spørgsmål. Jeg bider ikke.
8. Hvornår man går
Når du har set værkerne, talt med dem, du ville tale med, og fået et glas eller to, kan du roligt liste af. Ingen holder regnskab. Du må også gerne blive til efterfesten. Eller gå og komme tilbage til den tid.

Jeg har tænkt videre over det, jeg tidligere skrev om værket “Et rigtigt arbejde (Håndværkerrøv)” – og måske også over, hvorfor det overhovedet giver mening at sætte ord på et maleri.

For mig er et maleri lidt som et menneske. Det, man ser – farverne, formerne, motivet – svarer til, hvordan et menneske ser ud, hvordan det bevæger sig, taler, klæder sig. Det ydre. Det, der kan beskrives objektivt.

Mine tanker om værket er noget andet. Det er det indre liv: tanker, følelser, tvivl, intentioner. Måske endda traumer. Det, der ligger bag. Præcis ligesom mennesker både er deres ydre og deres indre. Men hverken det ydre eller indre er hele mennesket.

For så kommer der også dig – beskueren. Din oplevelse af værket eller din opfattelse af et andet menneske. Det svarer nemlig til, hvordan vi hver især opfatter andre mennesker. Du ser det ydre, måske hører lidt om det indre, men resten skaber du selv. En blanding af, hvad du bringer med dig, og hvad du tror, der gemmer sig bag overfladen. Det er ikke nødvendigvis forkert – faktisk kan det være en sandhed, der er lige så stor som min egen.

Så tak, hvis du har set med for værket lever, når du ser det.

Og kom til udstillingen og se de andre værker.

Facebook begivenhed: https://facebook.com/events/706381265653367

Jeg har villet være udstillende kunstner, siden jeg var en klodset teenager med en skitsebog fuld af drømme. Da jeg gik i gymnasiet, fik jeg to tegninger med på en udstilling i New York (upstate, men stadig) – og det føltes som starten på noget.

Men så flyttede jeg til København, og tingene tog en anden drejning. Der gik fester, tømmermænd og alt muligt andet i den. I mange år blev det ved drømmen (og frygten). Penslen lå stille, mens livet rullede afsted.

Først efter corona – og efter jeg fandt min hustru – begyndte det at vende. Jeg fandt roen, retningen og lysten igen.

Udstillingens titel, “DET TOG SIN TID, FØR JEG TOG MIG TID”, er derfor mere selvbiografisk end den er en nøgle til værkerne. Men som med alt min kunst, er det svært helt at adskille det personlige fra det visuelle.

Så ja, det tog sin tid. Men nu har jeg taget mig tid. Og det her er resultatet.

Facebook begivenhed: https://facebook.com/events/706381265653367

Et rigtigt arbejde (Håndværkerrøv)
50 x 70 cm
Akryl på lærred

Jeg kommer ikke til at dele så meget af kunsten fra min kommende soloudstilling “DET TOG SIN TID, FØR JEG TOG MIN TID”, da du jo skal se det i virkeligheden. Men da dette værk er på plakaten, så tænkte jeg, at jeg vil dele det og knytte nogle ord til det. Det er ikke altid nemt for mig at sætte ord på min kunst, og ofte synes jeg heller ikke, det er nødvendigt. Som Picasso sagde: “Folk prøver at finde mening i alt og alle – det er en sygdom i vores tid.” Men nogle gange kan det alligevel være spændende at prøve, ikke for at give en endelig forklaring, men for at åbne op for flere måder at se det på.

“Et rigtigt arbejde (håndværkerrøv)” er et selvportræt, hvor jeg bevidst har valgt en lidt skæv og humoristisk vinkel. Det leger med idéen om, hvad et “rigtigt arbejde” er, og hvordan man ser på kunstnerens rolle. Her står jeg i en positur, man normalt forbinder med hårdt fysisk arbejde og lav status, men det er mig som maler – bukserne nede og penslen i hånden.

Der er noget fjollet i at stå sådan, men også noget sårbart. For mig handler kunst ikke kun om æstetik og idéer – det er også noget fysisk, rodet og nogle gange lidt ydmygende. Til dagligt arbejder jeg som art director – et job, der uden tvivl tæller som et “rigtigt arbejde”. Men det er i kunsten, jeg mærker noget mere nødvendigt. Her er der ingen kunde eller deadline – bare mig, farverne og tvivlen. Det er her, jeg bliver mig selv: ikke bag en skærm, men foran et lærred, i mit skjul og helt eksponeret.

Men det er helt okay, hvis du ser noget helt andet i billedet. Måske genkender du noget, måske trækker du bare på smilebåndet. Alt det er fint.

Du kan se dette og mange andre malerier den 6. og 7. september på Pondus, Tagensvej 85F, Nørrebro.

Facebook begivenhed: https://facebook.com/events/706381265653367

Jeg glæder mig helt vildt til at invitere dig til min første soloudstilling:

DET TOG SIN TID, FØR JEG TOG MIG TID

6.–7. september på Pondus, Tagensvej 85F, Nørrebro

Pondus er stolte over at præsentere ”DET TOG SIN TID, FØR JEG TOG MIG TID”, den første soloudstilling af Asmus Helms.

Udstillingen omfatter en række nye værker på papir og lærred, der udforsker absurditeten i det moderne menneskes relation til andre og dem selv.

Program:

Lørdag 6. september kl. 14–19 – Fernisering og udstilling

Fra kl. 19 – Efterfest med rapmusik

Søndag 7. september kl. 12–16 – Åben udstilling

Gratis entré. Kolde drikke. Vilde billeder. Kom, hvis du har tid – eller tag dig den.

Læs mere og tilmeld dig her:

👉 Link til Facebook event

Tre nye malerier er nu tilgængelige. Jeg har arbejdet med den tomme vinflaske som udgangspunkt, men indrammet af noget mere åbent og abstrakt. Der er noget stille over dem, men også noget, der ulmer. Jeg kan godt lide ordet ulmer.

Jeg har forsøgt at holde dem enkle, men ikke for simple. Der er plads til både det genkendelige og det, der bliver ved med at være lidt udefinerbart.

Om de tre værker:

– Hvert maleri er et unikt værk
– Malet med akryl på lærred.
– Format: 30×40 cm.
– Kun til afhentning på atelieret på Nørrebro.

Kontakt mig, hvis du er interesseret i at købe et eller flere af værkerne. Jeg kan også fremsende værkliste over andre tilgængelige værker.

Jeg kommer til at lyde som en vaskeægte influencer nu, men mange har spurgt mig – ikke hvad mine værker koster, men hvorfor jeg ikke skriver det. Så her kommer en forklaring (og til sidst min nuværende prisramme).

I kunstverdenen er det ret almindeligt ikke at oplyse priser offentligt, fordi det kan få værker til at fremstå mere “kommercielle” og mindre eksklusive. Traditionelt har kunst haft en vis distance til det direkte salgsaspekt, fordi det let kan virke for “markedstænkende” i en branche, der idealiserer kunstens iboende værdi over dens pris.

Når det er sagt, forstår jeg godt, at det kan føles grænseoverskridende at spørge. Jeg vil intet hellere end at mine værker finder et hjem hos jer i stedet for at samle støv i mit atelier. Jeg mener, at mine værker har en fin kunstnerisk værdi, men jeg ønsker også, at min kunst skal være tilgængelig.

Derfor vil jeg gerne være mere gennemsigtig. De værker, jeg har til salg lige nu, koster mellem 1.200 og 8.000 kr. Hvis det vækker din interesse, sender jeg gerne et katalog med alle tilgængelige værker og priser – Du må også gerne spørge, selv hvis du bare er nysgerrig.

NYHEDSBREVE

Ligesom jeg gerne vil gøre min kunst mere tilgængelig, elsker jeg også, når andre deler deres perspektiver – fx i nyhedsbreve. Jeg er utrolig glad for nyhedsbreve. Altså nogle af dem. Ikke dem, man tilmelder sig for at få 15 % rabat på en regnjakke eller en tur i forlystelsespark og derefter aldrig åbner. Men dem, der giver et indblik i noget interessant. Om det er personlige tanker, anbefalinger eller kurateret indhold, betyder mindre – det hele kan have værdi.

Et af de nyhedsbreve, jeg er glad for, er What’s In My Now, hvor en interessant person hver uge deler 6 ting, der påvirker dem lige nu: 3 fysiske, 2 digitale og 1 usynlig.

Og nu har de åbenbart vurderet, at jeg er interessant nok til at dele mine 6 ting.

Det kan du læse her: https://whatsinmynow.substack.com/p/whats-in-my-now-asmus-helms

Og hvis du – ligesom mig – er vild med nyhedsbreve, kan du tilmelde dig mit her: https://asmushelms.dk/nyhedsbrev/