Kategori: Ikke-kategoriseret

Jeg tænker ofte, at taler ved store livsbegivenheder handler for meget om taleren og for lidt om den, der hyldes. Denne tekst kommer til at handle mindst lige så meget om mig selv som om Jørgen Leth. Jeg lever med det hykleriske og det uperfekte. Jørgen skrev også om sig selv. Uperfekt og til tider nærmest hyklerisk, men altid helt ærligt.

Mit første minde med Jørgen Leth er, at jeg sidder på gulvet i et sommerhus. Jeg leger med Micro Machines. Hjulene går i stykker af at blive kørt hårdt henover gulvtæppet. Lydtæppet kommer fra det lille fjernsyn foran mig, hvor Jørgen Leth og Jørn Mader formidler Tour de Frances fortælling. Jørgen Leth lærte mig, at det smukke ved sport er de store og små historier.

I gymnasiet ser jeg Jørgen Leths film – først cykelfilmene, efter at han har nævnt dem i sin kommentering. Derefter mange af de andre. Særligt vil jeg anbefale “Det legende menneske”, “66 scener fra Amerika” og især “De fem benspænd”, som stadig er et af de bedste indblik i den kreative proces, jeg har set.

Da jeg begyndte at læse i København, boede jeg et par måneder i et anneks i Klampenborg. Wi-fi’en kunne ikke nå fra det store hvide hus med de sorte teglsten ud til mig i baghaven, og jeg havde for gud ved hvilken gang mistet min smartphone. Jeg måtte derfor ty til gammeldags metoder. Overfor stationen lå et lille antikvariat, hvor jeg købte “Den gule trøje i de høje bjerge” og “Det uperfekte menneske”. Jeg slugte dem råt og lånte flere på biblioteket. Jeg fik også den første plade med “Vi sidder bare her” og “Han er nu malet blå” ind på min computer. Jeg blev glad for ritualer. Jeg lod bare tiden gå. Jeg drømte mig væk.

Senere fik jeg job hos Dagbladet Børsen i Møntergade. Ofte kunne jeg fra de store gamle vinduer se Jørgen Leth gå forbi på vej til hans yndlingscafé, Det Vide Hus i Gothersgade (han bestilte altid en flat white og en yoghurt). Nogle dage gik han langsomt, men taktfast forbi; andre dage så langsomt, at han nærmere gik mere i stå end fremad. Overfor kontoret lå en lille guldsmed, som havde det smukkeste messingaskebæger monteret på murstensvæggen. Her kunne jeg godt lide at ryge mine cigaretter. En dag gik Jørgen Leth forbi, kiggede på askebægeret, så på mig og sagde: “Godt sted.” Han anerkendte det æstetiske i mit valg af at stå lige præcis der. Efter det ønskede jeg ham altid en god dag, når han gik forbi nede på gaden.

Jeg har stadig Jørgen Leth med. Jeg lytter til ham. Jeg læser ham. Jeg ser hans film. Han lærer mig ting om at være et uperfekt menneske. Det er jeg sikker på, at han vil blive ved med.

Så er der kun et par uger til min udstilling på Pondus, Tagensvej 85F i Nørrebro. Vi åbner med fernisering lørdag d. 6. september kl. 14–19 (med efterfest og rapmusik), og dagen efter kan man kigge forbi mellem kl. 12-16. Jeg ved, at nogen af jer måske aldrig har været til en fernisering før, så her er en lille guide.

1. Påklædning
Der er ingen dresscode. Folk kommer i alt fra laksko til sneaks. Hvis du er i tvivl, så gå efter noget, du kan stå op i i længere tid.
2. Adgang
Ferniseringer er åbne arrangementer. Kom når du vil. Du skal ikke på gæsteliste. Bare gå ind. Ingen tjekker din legitimation for “kunstneriskhed”. Tag gerne venner med.
3. Hvordan man ser på værker
Der er ingen rigtige eller forkerte måder. Nogle står længe og nikker. Andre går hurtigt forbi og vender måske tilbage. Du må gerne kigge tæt på (men ikke røre).
4. Smalltalk
Hvis du føler, du har noget at sige noget om kunsten, så sig noget. Men du skal ikke.
5. Mad og drikke
Der vil være vin og snacks. Til fri afbenyttelse. Der vil også være andet, som man kan købe.
6. Køb af kunst
I princippet er alle værkerne til salg. Der ligger flere trykte lister med titel, medie, størrelse og pris – tag et eksemplar med rundt. Hvis du falder for et værk, så sig det bare til mig. Er et værk allerede solgt, vil du kunne se et lille rødt rundt klistermærke under det.
7. Mødet med kunstneren
Kom og sig hej. Stil spørgsmål. Jeg bider ikke.
8. Hvornår man går
Når du har set værkerne, talt med dem, du ville tale med, og fået et glas eller to, kan du roligt liste af. Ingen holder regnskab. Du må også gerne blive til efterfesten. Eller gå og komme tilbage til den tid.

Jeg har tænkt videre over det, jeg tidligere skrev om værket “Et rigtigt arbejde (Håndværkerrøv)” – og måske også over, hvorfor det overhovedet giver mening at sætte ord på et maleri.

For mig er et maleri lidt som et menneske. Det, man ser – farverne, formerne, motivet – svarer til, hvordan et menneske ser ud, hvordan det bevæger sig, taler, klæder sig. Det ydre. Det, der kan beskrives objektivt.

Mine tanker om værket er noget andet. Det er det indre liv: tanker, følelser, tvivl, intentioner. Måske endda traumer. Det, der ligger bag. Præcis ligesom mennesker både er deres ydre og deres indre. Men hverken det ydre eller indre er hele mennesket.

For så kommer der også dig – beskueren. Din oplevelse af værket eller din opfattelse af et andet menneske. Det svarer nemlig til, hvordan vi hver især opfatter andre mennesker. Du ser det ydre, måske hører lidt om det indre, men resten skaber du selv. En blanding af, hvad du bringer med dig, og hvad du tror, der gemmer sig bag overfladen. Det er ikke nødvendigvis forkert – faktisk kan det være en sandhed, der er lige så stor som min egen.

Så tak, hvis du har set med for værket lever, når du ser det.

Og kom til udstillingen og se de andre værker.

Facebook begivenhed: https://facebook.com/events/706381265653367

Jeg har villet være udstillende kunstner, siden jeg var en klodset teenager med en skitsebog fuld af drømme. Da jeg gik i gymnasiet, fik jeg to tegninger med på en udstilling i New York (upstate, men stadig) – og det føltes som starten på noget.

Men så flyttede jeg til København, og tingene tog en anden drejning. Der gik fester, tømmermænd og alt muligt andet i den. I mange år blev det ved drømmen (og frygten). Penslen lå stille, mens livet rullede afsted.

Først efter corona – og efter jeg fandt min hustru – begyndte det at vende. Jeg fandt roen, retningen og lysten igen.

Udstillingens titel, “DET TOG SIN TID, FØR JEG TOG MIG TID”, er derfor mere selvbiografisk end den er en nøgle til værkerne. Men som med alt min kunst, er det svært helt at adskille det personlige fra det visuelle.

Så ja, det tog sin tid. Men nu har jeg taget mig tid. Og det her er resultatet.

Facebook begivenhed: https://facebook.com/events/706381265653367

Et rigtigt arbejde (Håndværkerrøv)
50 x 70 cm
Akryl på lærred

Jeg kommer ikke til at dele så meget af kunsten fra min kommende soloudstilling “DET TOG SIN TID, FØR JEG TOG MIN TID”, da du jo skal se det i virkeligheden. Men da dette værk er på plakaten, så tænkte jeg, at jeg vil dele det og knytte nogle ord til det. Det er ikke altid nemt for mig at sætte ord på min kunst, og ofte synes jeg heller ikke, det er nødvendigt. Som Picasso sagde: “Folk prøver at finde mening i alt og alle – det er en sygdom i vores tid.” Men nogle gange kan det alligevel være spændende at prøve, ikke for at give en endelig forklaring, men for at åbne op for flere måder at se det på.

“Et rigtigt arbejde (håndværkerrøv)” er et selvportræt, hvor jeg bevidst har valgt en lidt skæv og humoristisk vinkel. Det leger med idéen om, hvad et “rigtigt arbejde” er, og hvordan man ser på kunstnerens rolle. Her står jeg i en positur, man normalt forbinder med hårdt fysisk arbejde og lav status, men det er mig som maler – bukserne nede og penslen i hånden.

Der er noget fjollet i at stå sådan, men også noget sårbart. For mig handler kunst ikke kun om æstetik og idéer – det er også noget fysisk, rodet og nogle gange lidt ydmygende. Til dagligt arbejder jeg som art director – et job, der uden tvivl tæller som et “rigtigt arbejde”. Men det er i kunsten, jeg mærker noget mere nødvendigt. Her er der ingen kunde eller deadline – bare mig, farverne og tvivlen. Det er her, jeg bliver mig selv: ikke bag en skærm, men foran et lærred, i mit skjul og helt eksponeret.

Men det er helt okay, hvis du ser noget helt andet i billedet. Måske genkender du noget, måske trækker du bare på smilebåndet. Alt det er fint.

Du kan se dette og mange andre malerier den 6. og 7. september på Pondus, Tagensvej 85F, Nørrebro.

Facebook begivenhed: https://facebook.com/events/706381265653367

Jeg glæder mig helt vildt til at invitere dig til min første soloudstilling:

DET TOG SIN TID, FØR JEG TOG MIG TID

6.–7. september på Pondus, Tagensvej 85F, Nørrebro

Pondus er stolte over at præsentere ”DET TOG SIN TID, FØR JEG TOG MIG TID”, den første soloudstilling af Asmus Helms.

Udstillingen omfatter en række nye værker på papir og lærred, der udforsker absurditeten i det moderne menneskes relation til andre og dem selv.

Program:

Lørdag 6. september kl. 14–19 – Fernisering og udstilling

Fra kl. 19 – Efterfest med rapmusik

Søndag 7. september kl. 12–16 – Åben udstilling

Gratis entré. Kolde drikke. Vilde billeder. Kom, hvis du har tid – eller tag dig den.

Læs mere og tilmeld dig her:

👉 Link til Facebook event

Tre nye malerier er nu tilgængelige. Jeg har arbejdet med den tomme vinflaske som udgangspunkt, men indrammet af noget mere åbent og abstrakt. Der er noget stille over dem, men også noget, der ulmer. Jeg kan godt lide ordet ulmer.

Jeg har forsøgt at holde dem enkle, men ikke for simple. Der er plads til både det genkendelige og det, der bliver ved med at være lidt udefinerbart.

Om de tre værker:

– Hvert maleri er et unikt værk
– Malet med akryl på lærred.
– Format: 30×40 cm.
– Kun til afhentning på atelieret på Nørrebro.

Kontakt mig, hvis du er interesseret i at købe et eller flere af værkerne. Jeg kan også fremsende værkliste over andre tilgængelige værker.

Jeg kommer til at lyde som en vaskeægte influencer nu, men mange har spurgt mig – ikke hvad mine værker koster, men hvorfor jeg ikke skriver det. Så her kommer en forklaring (og til sidst min nuværende prisramme).

I kunstverdenen er det ret almindeligt ikke at oplyse priser offentligt, fordi det kan få værker til at fremstå mere “kommercielle” og mindre eksklusive. Traditionelt har kunst haft en vis distance til det direkte salgsaspekt, fordi det let kan virke for “markedstænkende” i en branche, der idealiserer kunstens iboende værdi over dens pris.

Når det er sagt, forstår jeg godt, at det kan føles grænseoverskridende at spørge. Jeg vil intet hellere end at mine værker finder et hjem hos jer i stedet for at samle støv i mit atelier. Jeg mener, at mine værker har en fin kunstnerisk værdi, men jeg ønsker også, at min kunst skal være tilgængelig.

Derfor vil jeg gerne være mere gennemsigtig. De værker, jeg har til salg lige nu, koster mellem 1.200 og 8.000 kr. Hvis det vækker din interesse, sender jeg gerne et katalog med alle tilgængelige værker og priser – Du må også gerne spørge, selv hvis du bare er nysgerrig.

NYHEDSBREVE

Ligesom jeg gerne vil gøre min kunst mere tilgængelig, elsker jeg også, når andre deler deres perspektiver – fx i nyhedsbreve. Jeg er utrolig glad for nyhedsbreve. Altså nogle af dem. Ikke dem, man tilmelder sig for at få 15 % rabat på en regnjakke eller en tur i forlystelsespark og derefter aldrig åbner. Men dem, der giver et indblik i noget interessant. Om det er personlige tanker, anbefalinger eller kurateret indhold, betyder mindre – det hele kan have værdi.

Et af de nyhedsbreve, jeg er glad for, er What’s In My Now, hvor en interessant person hver uge deler 6 ting, der påvirker dem lige nu: 3 fysiske, 2 digitale og 1 usynlig.

Og nu har de åbenbart vurderet, at jeg er interessant nok til at dele mine 6 ting.

Det kan du læse her: https://whatsinmynow.substack.com/p/whats-in-my-now-asmus-helms

Og hvis du – ligesom mig – er vild med nyhedsbreve, kan du tilmelde dig mit her: https://asmushelms.dk/nyhedsbrev/

Det virkede som den perfekte plan. Stå tidligt op  en dag i ferien, tage toget til Humlebæk og se udstillingen “Havet” på Louisiana. På vejen hjem kunne vi så svinge forbi svigermormor og morfar i Kokkedal og hente kransekagen til nytår. Det skulle vi jo alligevel. Noget kulturelt og noget praktisk i et snuptag med kystbanen i mellemjuledagene.

Så skete livet, og vi kom først afsted klokken 1. I toget var der egentlig relativt tomt, men den ikoniske gåtur fra stationen til museet og især parkeringspladsen afslørede, at vi ville komme i problemer. Da vi kom igennem billetkontrollen, var der mennesker som sild i en tønde. Det er ellers sjældent, Louisiana virker overfyldt, så længe man springer Kusama installationen over. Jeg har aldrig set den, og kommer højst sandsynligt aldrig til det.

Louisiana har den perfekte størrelse. Det er stort nok til, at man kan tillade sig at springe de ting over, man har set før eller bare ikke gider, og tilpas småt til, at man kan se det hele, hvis man vil, og uden at det kommer til at føles som et maraton. Man starter altid med malerierne af Asger Jorn. Han har en vigtig plads i mit hjerte som Silkeborgenser, og det er en god og blød start. Ville gerne have en Giacometti stående derhjemme, men når der står 20 af dem, så synes jeg, at de drukner i dem selv, og så er Louise Bourgeois’ Spider Couple langt mere interessant og har også fået museets bedste placering. Philip Guston er en personlig favorit og hans malerier får altid et anerkendende nik – især det første. Generelt går jeg meget hurtigt, når jeg er på museum. Jeg ved, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan, og kun nybegyndere og plattenslagere bruger tid på at stå og kigge på kunst, som ikke siger dem noget.

Der var meget, som ikke sagde mig noget denne gang. Udstillinger med fokus på arkitektur, nej tak. Langt det meste fotokunst, nej tak. Videokunst som ligner hjemmevideoer lavet i en brandert, oftest nej tak. Hyperrealisme – hurtigt videre. Udstillingen af værker fra Louisianas egen samling havde dog klare højdepunkter. Ed Atkins er en favorit, som virkelig er god både på skrift, tegning og video. Imponerende. Cecily Brown’s “Where, When, How and Often and With Whom” er et monumentalt mesterværk og A.R. Pencks maleri “Requiem für Woltraud (N-Komplex)” både hvisker og råber på samme tid.

En anden af Louisianas stærke sider er, at det er et museum, hvor man kan gå ud og ryge flere steder. Desværre er jeg holdt op med at ryge. Uden smøger og sammen med hele Sjællands bedre borgerskab nåede vi frem til Louisianas store satsning “Havet”. Om det var de manglende smøger eller at havet druknede i et decideret menneskehav, skal jeg ikke kunne sige, men det var lidt undervældende. Havet er stort og Louisiana har prøvet at få det hele med. Det druknede udstillingen i overflod og manglede fokus. Alt for mange greb og perspektiver og alt for lidt fokus. Bruce Lee sagde, at man skulle være formløs som vand. Hvis du putter vand i en kop, bliver det til koppen og hvis du putter vand i en flaske, og bliver det til flasken. Det havde klædt udstillingen ikke at prøve at være alting på en gang. Højdepunktet i udstillingen var klart John Akomfrahs videoinstallation “Vertigo Sea”, som Louisana da også selv beskriver som en nyklassiker i teksten til værket. Tre store skærmer viser forskellige nye og gamle klip i en montage om hvalfangst, slavetransport og kulturelle referencer til havet. Det føles stort og vigtigt. Udover det fik jeg en utrolig lyst til at male en havfrue af at være der, så noget har udstillingen da sat i gang i mig.

Til sidst nåede vi museumsshoppen. Siden jeg var barn, har det været en regel, at man ser kunst først, og så må man kigge i butikken bagefter. Louisiana har en af de bedre. Det er lidt mærkeligt, at der er mere tøj end kunstbøger i den, men det passer nok til klientellet. Jeg overvejede at smide penge efter det nye stjerneskud Appolonia Sokol’s bog. Den var flot og hun kan noget, men mon ikke der kommer mange flere bøger om hende. I stedet købte min hustru et par sutsko til mig i gave. Hun fandt også en tang specifikt indkøbt til at øse haricot verts op på nytårsaften.

På trods af menneskemylderet og en lidt for overambitiøs tematik i “Havet”-udstillingen er Louisiana stadig en kulturel perle, der altid sætter tanker og følelser i gang. Denne gang var det især Akomfrahs “Vertigo Sea” og værker fra Louisianas egen samling, der gjorde indtryk – og mindede mig om, hvorfor kunst kan føles så vigtigt midt i hverdagen. Måske var det manglen på cigaretter, eller måske var det mylderet, men besøget føltes mere som et kaotisk hav end den meditative oplevelse, jeg havde håbet på. Svigermormor og morfar var heldigvis i topform, kransekagerne var klar og vi fandt sikkert hjem fra havet og det Nordsjællandske.

De sidste år har jeg i december skrevet fem ting ned, som jeg har lært i løbet af året der er gået. Det skal I selvfølgelig ikke snydes for i år.

1. Noget med at leve i paralleluniverser
Når jeg ikke er glad, skyldes det ofte, at jeg hænger ud i et parallelunivers. Jeg genoplever fortidens bommerter (“hvorfor gjorde jeg X?”), planlægger fremtidens katastrofer (“hvad nu hvis Y sker?”), eller forestiller mig en anden tidslinje, hvor jeg allerede udstiller på MoMA. Sandheden? Ingen af de universer findes. Men lige her og nu – det gør. Og nuet bliver altid bedre, hvis jeg gider være til stede i det.

2. Noget med at attention goes, energy flows
Det her gælder alt: kreative projekter, venskaber, kærlighed, karriere. Hvis du vil have noget til at gro, kræver det, at du ikke kun giver det din tankekraft, men også din tid og din energi. I år har jeg lært, at hvis jeg bruger min energi rigtigt, vokser de ting, der virkelig betyder noget.

3. Noget med at flytte og renovere
At flytte og renovere er lidt som et parforhold. Jeg har lært, at det ikke handler om, hvad der er perfekt, men om hvad der føles rigtigt. At leve uden et køkken i måneder og med håndværkere ind og ud af døren er desuden en langt bedre parforholdstest end en tur i Ikea. Finder du gode håndværkere, så hold fast i dem, og husk at få flere tilbud.

4. Noget med at stoppe med at ryge
Efter 5.500 dage som ryger har jeg endelig lagt cigaretterne på hylden. Og hold nu op, hvor har jeg været sur. Men også stolt. For jeg har bevist, at jeg faktisk kan sige nej til noget, jeg troede, jeg aldrig kunne give slip på. Jeg troede, at verden ville gå under, men det var overraskende nemt. Lad være med at vente på “det rigtige tidspunkt”. Du vil aldrig føle dig helt forberedt. Start nu – du vil være så glad for, at du gjorde det.

5. Noget med bryllupper, traditioner og ritualer
Jeg er måske ikke den mest traditionelle type, men selv jeg må indrømme, at traditioner og ritualer kan noget. Vores bryllup var en påmindelse om, at det at samle alle mennesker, du elsker, i ét rum, både er kaotisk og magisk. Det er måske mest en fest for gæsterne, men det var det hele værd. Nu skal vi i gang med at skabe vores egne traditioner – forhåbentlig en smule mere afslappede end hele bryllupscirkuset.

Og herunder følger lektionerne fra 2023 og 2022:

2023

1. At være ærlig er ikke det samme som at være sårbar

Jeg har altid troet, at når jeg var ekstremt ærlig, så var jeg sårbar. Men det er ikke tilfældet. Jeg kunne sige til Gud og hver mand, at jeg drak for meget, men jeg kunne ikke sige hvorfor. Det, at være ærlig, er for mig en forsvarsmekanisme, som kan gøre, at jeg ikke behøver at vise, hvor skoen virkelig trykker, eller en mere sårbar side af mig selv. Jeg prøver nu at være mere sårbar.

2. Du er ikke for gammel, du er bare bange

Jeg har altid gerne ville lære at svinge en spraydåse, men siden jeg var 18, har jeg sagt til mig selv, at jeg var for gammel. At de andre var blevet for gode, og det var en “sport” for unge mennesker. Det lyder jo skørt, når jeg skriver det ned. Men det har jeg sagt til mig selv. Nu har jeg kastet mig ud i det. Og det er ikke særlig farligt og faktisk rigtig sjovt at kaste mig ud i noget nyt og svært.

3. At skuffe

Der findes to slags mennesker: Dem, der er bange for at blive skuffede, og dem, der er bange for at skuffe andre. Jeg hører til den sidste gruppe. Det er både en motivation, som kan bruges, men også noget, som skal arbejdes med. Minds of 99 sagde noget med, at alle skuffer over tid. Det gør jeg også.

4. Om alkohol, kreativitet og humør

Jeg har hver dag i hele 2023 tracket mit søvn, mit humør og en masse andre ting. Det er der kommet mange interessante lærdomme ud af. En af de store er, at alkohol har den største negative påvirkning på mit humør (efter mine nærmeste ve og vel og den slags). Drikker jeg for meget, så har det en direkte indflydelse på mit humør i flere dage efter. Da jeg heldigvis ikke er 20 længere og forstår hvad konsekvens er, så er det en vigtig indsigt. Samtidig har jeg lært, at kreativitet (male, skrive, tegne) har en enormt positiv virkning på mig, men det kræver, at jeg er et godt sted. Holder jeg op med at male, så skal advarselslamperne begynde at blinke.

5. Sorg forsvinder ikke, men skifter form

At have mistet og sørge er ikke noget, der bare forsvinder. Men det går fra at være en bog, som ligger på dit sengebord og skriger på dig, til at være en bog, der står i din bogreol. Du lægger ofte mærke til den, men du kan bedre selv vælge, hvornår du vil tage den ned og bladre i den.

2022

1. Spadag for the win

Seriøst, spadag er så luxus. Rensning, en ansigtsmaske og lidt halløj i fjæset er rigeligt. Et fodbad kan virkelig også noget. Fyre, få hjælp af konen.

2. Ikke psyko-låg-på, men få din psykolog på

Tony Soprano sagde til sin psykolog: What happened to the strong silent type? Det kan jeg svare på nu. Han havde det dårligt, fandt ud af at snakke med nogen og fik det bedre. Jeg troede ikke, at jeg havde det dårligt, men jeg har fået det bedre, efter jeg åbnede op.

3. Ingen har lyst til at tage tidligt hjem

Det er måske en overdrivelse, men det er i hvert fald de færreste, som elsker at sige farvel som de første. Men noget som er en universel sandhed er, at du kommer til at være glad for, at du gjorde det dagen efter.

4.Man kan være glad på flere måder

Jeg har altid set mig selv som en glad dreng og mand, men der er en forskel på at være glad, fordi man siger til selv, at man er glad og faktisk bare at være det. Man kan sagtens fake it till you make it, men det er faktisk meget nemmere at gøre det på den hårde måde.

5. At miste

For år siden mistede jeg tre bedsteforældre indenfor et halvt år. Det blev jeg ikke meget klogere af. Jeg blev god til at gå til begravelser, men det skal man ikke være god til. I år mistede jeg så for første gang en fra min selvvalgte familie – en broder fra en anden moder. Om jeg er blevet klogere af det, ved jeg ikke endnu. Men selvom det er en kæmpe kliche, så vil jeg gerne slutte af med at huske jer på, at fortælle folk I elsker, at I elsker dem.