Blog

Sociale medier er en vigtig salgskanal for kunstnere. Det er også et medie, der kan bruges til at udtrykke sig kunstnerisk. Kunst handler i høj grad om selvoptagelse – her er jeg og mine tanker, hvad synes du? Men kunst er også ekstremt sårbart – her er jeg og mine tanker, hvad synes du? Det samme kan siges om terapi og sociale medier. Udfordringen med sociale medier er dog, at det hverken er terapi eller kunst; det er kapitalisme, styret af en algoritme, der bestemmer, hvad der fungerer. Derfor kan det hurtigt ændre sig fra ‘her er jeg og mine tanker’ til ‘her er jeg, som jeg tror, I vil have mig, og som jeg kan sælge’. Ofte er det ikke, hvad folk ønsker, men hvad algoritmen favoriserer. Så hvordan undgår man at blive slave af algoritmen? Det gør man ved at have en plan og det rette mindset.

Du er dit eget publikum

Min tilgang til at lave en plan er inspireret af dette guldkorn fra Yancey Strickler (medstifter og tidligere CEO for Kickstarter): ‘You are your audience‘. Han skriver i Nine creative meditations – “An artist friend has said to me that “what’s most personal is what’s most universal.” When we make work that speaks to what we want or feels true to us — rather than trying to anticipate some faceless mass — we’re more likely to make an honest connection with others who share those feelings.” Jeg har derfor lavet en liste over god brug af sociale medier, som jeg selv nyder at se på:

• Content med en klar stemme med sammenhæng til den kunstneriske praksis
• Færdige værker præsenteret godt
• Behind the scenes og proces
• Inspiration og community
• Long-form (vlogs, podcasts etc.)

Yin og yang

En anden måde, jeg forsøger, at have et sundt forhold til sociale medier, er at tænke min kunstneriske praksis i to dele. Der er en kreativ, næsten spiritual-del, og så er der en forretningsdel. Man kan tænke det som yin og yang:

• Yin = Indadvendt + Stille | Flow, Kreativitet & visualisering
• Yang = Udadvendt + Aktiv | Struktur, strategi & planlægning

Min brug af sociale medier ligger et sted midt imellem. Det er både en del af min praksis, men det er også en del af min forretning. Skabelsesprocessen skal være så fri som muligt, men delingen af det, må godt være mere kalkuleret, dog uden at gå på kompromis med mine principper.

Valg af sociale medier

For nogle dage siden var jeg til Enter Art Fair i Lokomotivværkstedet. Det er ifølge dem selv Skandinaviens største internationale kunstmesse og et kreativt og kommercielt knudepunkt. Til messen var der tydeligt fire grupper af mennesker – kunstnere, købere af kunst, dem der arbejder med/sælger kunst og venner og familie. Disse fire grupper, vil jeg forsøge, at sætte op mod de sociale medier, som jeg bruger:

1. Kunstnere

Det er vigtigt at have andre kunstnere i ens netværk, og dem finder man på Instagram. Det er her man fejrer hinandens sejre, lader sig inspirere og skaber et fællesskab.

2. Købere af kunst

Jeg troede, at jeg ville sælge masser af kunst igennem Instagram, men det har ikke været voldsomt. Jeg har derimod haft stort udbytte af at dele min kunst på LinkedIn. Det er simpelthen her størstedelen af mine købere er.

3. Dem der arbejder med/sælger andres kunst

Denne gruppe har jeg ikke haft meget held med endnu, og jeg tror måske det kræver noget så gammeldags som kolde e-mails og at dukke op til events i virkeligheden for at få fat i dem.

4. Venner og familie

Hvis jeg vil have et boost af selvtillid fra min mor eller rysten på hovedet fra min onkel, så er gode gamle Facebook stadig kongen. Det giver måske ikke det store til karrieren, men det er nu meget hyggeligt.

Afrunding

Hvis du vil følge, så hedder jeg Asmus Helms på alle de gængse sociale medier. Og så vil jeg slutte af med et opmuntrende citat fra en artikel i The New York Times af James Baigley, da jeg ikke kunne sige det bedre selv:

“In practical terms, ‘content creator’ neatly accomplishes two things at once: It lets people who make garbage think they’re making art, and tells people who make art that they’re making garbage.“

Lissabon er en by, hvor man følger vaner og ikke har travlt. Dette er perfekt symboliseret af de ikoniske sporvogne. Sporvogne er et transportmiddel for vanedyr, som ikke har travlt. Sporene gør, at de altid kører den samme rute som en metro. Men i modsætning til metroen er det et gammelt transportmiddel, som er udryddet i mange storbyer. Sporvognen deler vejene med alle andre, så hvis en varevogn skal levere varer og stopper i de små brostensbelagte gader, venter sporvognen, eller hvis en skoleklasse skal over vejen, holder sporvognen igen stille. Du skal ikke have travlt, hvis du tager sporvognen.

Et andet af Lissabons varemærker er de håndmalede fliser, som dækker både bygninger, der er flere hundrede år gamle, og de nye metrostationer. Man kan se de første fliser på National Tile Museum, og man kan se nye fliser sat op i bybilledet af gadekunstnere. At holde fast i de smukke håndmalede fliser som et væsentligt element i bybilledet må også siges at være et symbol på vigtigheden af traditioner og tålmodighed i byen.

Vanerne og det langsomme tempo ses også tydeligt i den gade, vi boede i. Alle dage begynder med, at gaden bliver vasket. Sporene fra nattens fest skal fjernes, før en ny dag kan begynde. Det kræver tre personer, selvom jeg ikke er sikker på, hvad den tredje laver. En til at styre spuleren, en til at køre bilen og en til bare at stå. Det går ikke hurtigt. Det tager den tid, det tager.

Når gadevaskerne er nået forbi bygningen, vores ferielejlighed ligger i, går jeg ned og ryger en cigaret. Ejeren af den brasilianske bar ved siden af kommer ned af gaden. Hun låser sig ind, tager en espressokop og en serviet. Hun går op til caféen lidt længere oppe ad gaden og henter en espresso. Servietten holder hun over koppen, skulle hun snuble på de nu glatte brosten.

Den søde gamle dame åbner dørene på 1. sal overfor vores indgang. Hun hilser på mig hver morgen. Hun nikker, smiler og former hendes portugisiske hilsner med munden uden at sige en lyd.

De næste timer er gaden stille, kun afbrudt af de få turister i klipklapper, der kæmper sig ned eller op af bakken. Klap, klap, klap. Lissabon kræver godt fodtøj.

Om eftermiddagen vågner gaden langsomt op igen. De mange barer har alle ansatte, som står ude på gaden for at hive gæster ind. De første timer snakker de mest med hinanden, men når aftenen banker på døren, så begynder musikken at spille, og de begynder deres arbejde. Der er tre slags. Brasilianske piger, som er hyret til at bruge deres bagparti til at skaffe gæster. Unge, hurtigt snakkende mænd med britisk accent. Og portugisiske piger, som også bruger deres charme. De siger for eksempel “Beautiful couple. Barbie and Ken. Free shot for you”.

Når mørket er faldet på, er gaden et gedemarked af fulde festfolk, gadesælgere og turister, som bare er på vej ud at spise eller tilbage til deres værelser. I den uge vi var der, var det både Portugal dag og Saint Anthony dag, så de fleste festende var portugisere. Men der er fest året rundt. Klokken 2 slukker musikken og de lokale og turister som os, kan endelig få lukket øjnene og se frem til, at det hele begynder igen.

Den store portugisiske poet Fernando Pessao sagde det meget smukt:

The frightful reality of things
Is my everyday discovery.
Each thing is what it is.
How can I explain to anyone how much
I rejoice over this, and find it enough?
To be whole, it is enough to exist.

Disclaimer: Den her guide beskriver, hvordan jeg ville gøre det. Det er ikke den “rigtige” måde. 

De fleste vil nok sige, at du enten skal lære at tegne ud fra grundformer, eller stifte bekendtskab med klassisk tegning (se punkt 9).

1. Udstyr er lige meget

Har du noget, du kan tegne med og noget, du kan tegne på, så kan du tegne. Når det er sagt, så er de næste to punkter mine forslag til udstyr, du kan bruge, når du skal lære at tegne ud fra din fantasi.

1a. Tegn ikke med blyant 

Egentlig mener jeg, brug ikke viskelæder, men min oplevelse er, at hvis man tegner med blyant og har et viskelæder, så kommer man også til at bruge det. Så brug en tusch eller kuglepen.

1b. Tegn på A4 papir

At tegne i en notesbog er skræmmende. Det er det også for mig. Det er skræmmende at starte på, og det er skræmmende senere, hvis man fucker op. Tegn derfor på ganske almindeligt printerpapir. Så kan du krølle sammen og smide ud, hvis du ikke er tilfreds, og du giver ikke mediet mere værdi, end det fortjener. Desuden er printerpapir gratis, hvis du stjæler det på din arbejdsplads eller studie. 

2. Tegn færdig

Har du lavet en fejl? Er du ikke tilfreds? Tegn din tegning færdig alligevel. Du behøver ikke gøre dig særlig umage, men gør alligevel tegningen færdig. Det skal du gøre af følgende årsager:

• Du lærer, hvor stort et papir er.
• Det kan være, at der dukker noget godt op.
• Stopper du ved det samme sted hver gang, bliver du aldrig bedre til de ting, der kommer efter.

At tegne handler om at løse problemer. Alle laver fejl – hvordan arbejder du rundt om dem eller skjuler dem?

3. Tegn alt

Jeg ved det godt – fødder og hænder er svære at tegne, men vi har dem næsten alle sammen. Du kan ikke tegne Kaptajn Klo eller ofre for landminer hele livet. Så tegn hænder og fødder. 

4. En streg

Stol på din hånd. Lav hellere flere “spøgelses-streger” i luften frem for at tegne den samme streg flere gange på papiret. For det første er det sundt at have tillid til sin streg. For det andet bliver du ikke bedre af at tegne den samme streg flere gange. I animation taler man om “pencil mileage” – at tegne den samme streg igen og igen er den værste brug af pencil mileage. Tegn med intention, og kom videre!

5. Opbyg et bibliotek i dit hoved

Ingen kan tegne alting, og der er slet ingen, der kan tegne alting i første forsøg. Prøv at tegne en cykel uden at kigge på en cykel eller et fotografi af en. Du ved, hvordan en cykel ser ud. Alligevel er det umuligt at tegne den. Kig på et billede af en cykel i 30 sekunder. Læg mærke til grundformer og gennemgående linjer. Luk billedet. Tegn en cykel igen. Meget bedre. Du kan også lave en anden udvidet variation af øvelsen og tegne en ting syv gange, hvor du har kortere og kortere tid til at tegne hver gang. 

6. Stjæl

Kig på tegninger du godt kan lide. Kig på delelementer (fx øjne, hænder, næser, hår), og stjæl dem. Du skal ikke tegne efter hele tegninger, men nap små tricks, og brug dem i dine egne tegninger. Langsomt vil de ændre sig og blive dine egne.

7. En idé – ikke et billede

Jeg kan ikke tegne præcis det, som er i mit hoved. Det tror jeg ikke, der er nogen, der kan. Det er nemlig ikke en tegning. Det er en idé om en tegning. En idé er ligesom en drøm – den er ikke konkret, og undersøger man den nærmere, så går den i opløsning.

8. Lær at tegne (på den gammeldags måde)

Den her guide handler om det modsatte, men det hjælper at kunne klassisk tegning. Derfor anbefaler jeg “At tegne er at se” af Betty Edwards. Jeg vil også anbefale den her YouTube kanal.

Ovenstående billede er 17 år gammelt. Det er en lille bitte penis, som jeg har tegnet på dørkarmen ind til mit teenageværelse. De fleste unge mænd har nok sneget sig til at tegne en tissemand på skoletoilettet, på deres bord i klasselokalet eller bag ved gymnastiksalen. Men jeg stoppede aldrig. Billedet er altså et bevis på, at jeg mindst har tegnet penisser halvdelen af mit liv.

Men hvorfor? Den mest simple forklaring er, at det bliver ved med at være sjovt. Ligesom at folk, der falder eller prutter, altid er sjovt, så er penis også sjov for evigt. En anden forklaring er, at det er sjovt at tegne. Flapper, folder, rynker, blodåre, runde former og stivhed er alt sammen sjovt at tegne.

Jeg er ikke den eneste. Fra gamle hulemalerier til moderne kunstinstallationer er der utvivlsomt en vedvarende fascination af at afbilde det mandlige kønsorgan gennem hele menneskets historie. Hvorfor er mennesker så fascineret af penis? 

Den ældste

Peter80 CC BY-SA 3.0

Hulemalerierne i Lascaux, Frankrig er mindst 17.000 år gamle, og det er iblandt disse gamle tegninger, at vi finder en af de ældste repræsentationer af den menneskelige penis. En mand med en fuglemaske og erigeret lem ligger foran en bison i en slags trance. Der er mere end 2000 figurer i hulerne, men manden med fuglemasken er en af de mest mystiske.

Forbindelsen til Freud

Psykoanalysens fader, Sigmund Freud, hævdede, at mennesker besidder en medfødt seksuel lyst, hvor den mandlige fallos symboliserer magt, potentiale og den ultimative kilde til nydelse. Freud troede, at vores kunstneriske repræsentationer af det mandlige organ blot var manifestationer af disse underbevidste ønsker. Tag for eksempel de gamle grækere, der prydede deres keramik med billeder af erigerede peniser som symboler på held og frugtbarhed.

Penis som et symbol på dominans

I det gamle Egypten var obelisken en repræsentation af den erigerede penis, der udtrykte faraoens magt og autoritet. Fremad til moderne tid fortsætter Washington Monument i USA denne tradition og står stolt som et symbol på national stolthed.

Berømte kunstnere som Michelangelo brugte også penisens forms storhed i sine værker. Hans mesterværk, statuen af David, er en udstilling af det mandlige ego, der hænger stolt omend ikke så stor. 

Commonists CC BY-SA 4.0

Den lille penis som et skønhedsideal var oprindeligt et græsk anliggende. For cirka 2.400 år siden optegnede komediedigteren Aristofanes, hvordan den ideelle mandekrop skulle se ud: “Et glimtende bryst, lys hud, brede skuldre, lille tunge, stærke balder og en lille tissemand.” Romerne overtog denne idé.

Egon Schiele’s Schlong

En personlig favorit er Egon Schiele (1890-1918), som var en østrigsk maler og en central figur inden for den østrigske ekspressionisme. Schieles kunstværker er kendt for deres dristighed og provokation. Han brugte ofte kønsorganer som et centralt element i sine malerier og tegninger, hvilket førte til kontrovers og offentlig debat. Schiele udforskede ikke kun det mandlige og kvindelige kønsorgan som rent anatomiske træk, men også som symbolske udtryk for menneskelig sårbarhed og begær. Hans nøgne selvportrætter og skildringer af nøgne modeller indeholder ofte eksplicitte og skæve fremstillinger af kønsorganerne, der udfordrede datidens konventionelle normer om æstetik og seksualitet.

Et meget eksplicit eksempel er “Eros” fra 1911, som du kan se her.

Den anden vinkel

I vores tidligere eksempler er der en homoerotisk ladning omend implecit, men som det 20 århundrede går sin gang, ser vi dette langt mere eksplicit. Eksempler på dette er Tom Of Finland’s tegneserier eller malerier og skulpturer af den norske bad boy Bjarne Melgaard.

Selvom det især er mænd, som maler det mandlige kønsorgan, findes der heldigvis også kvinder. Eksempler på dette er Tracey Emin, Betty Tompkins og Marlene Dumas. 

Desværre har det kvindelige kønsorgan været meget lidt repræsenteret, især siden den katolske kirke kom til magten. De fik os overbevist om, at det skulle forbindes med skyld og skam. Heldigvis sker der store ting på denne front og her er især kvinderne selv bannerførere. Fuck patriarkatet.

I rummet

Ikke blot på jorden, men også på månen har en kunstnerisk fremstilling af det mandlige kønsorgan fundet vej. Den 19. november 1969 smuglede en gådefuld NASA-ingeniør kendt under navnet “John F” angiveligt en mærkelig kunstgenstand til månen. Det var gemt diskret væk om bord på Apollo 12. Genstanden var en lille keramisk flise med seks tegninger af kunstnere. Den mest interessante var en tegning af Andy Warhol.

Tegningen, som ikke er større end en tommelfinger, havde en slående lighed med kønsorganer. Ikke desto mindre hævdede Warhol, at det blot var en kunstfærdig sammensætning af hans initialer. Enhver alternativ fortolkning, insisterede Warhol på, var en projicering af ens egen lystfulde fantasi.

Måne-museets skjulte rejse, fra kunstner til ingeniør til rumskib til månens overflade, mangler dog konkrete bevis. Som følge heraf forbliver flisens tilstedeværelse på månen et mysterium. Det eneste bevis er et kryptisk telegram fra John F til kunstneren og bagmanden Forrest Myers med beskeden: “Your on. A O K All systems are go. – John F.”

Cocklusion

Den mandlige fallos har spillet mange roller gennem (kunst)historien. Det er et symbol, der afspejler vores dybeste ønsker, udfordrer etablerede normer og får os nogle gange til at grine.

I sidste ende er vores besættelse af fallos i kunst et vidnesbyrd om menneskelig kreativitet og udtryksevne, men også et tegn på patriarkets magt. Det minder os om, at kunst er et spejl af vores ønsker, vores kampe, vores fejl og vores evne til at finde mening på de mest uventede steder. Så næste gang du støder på et kunstværk, der tydeligt fremhæver det mandlige kønsorgan, så tag et øjeblik til at reflektere over dets dybere betydning. 

Jeg ser kreativ skaben som en tretrinsraket. Den første del er indtrykket: den direkte og indirekte inspiration, som sætter processen i gang. Det andet er aftrykket: din egen vinkel, dine værdier, traumer eller erfaringer og din viden, som du bringer i spil. Det er her, du træffer de store valg, som gør dit værk unikt. Den tredje og sidste del er udtrykket: dit kreative output, om det er et blogpost, et maleri, en tegning eller en melodi spillet på et vaskebræt.

The Bear S02E03

Et glimrende eksempel på denne proces illustreres i afsnit to i sæson to af den fremragende serie “The Bear”. Her følger man den unge souschef Sidney (spillet af Ayo Edebiri) på en kulinarisk opdagelsesrejse gennem Chicago. Hun spiser på en række restauranter og snakker med de ansatte. Det er et eksempel på “indtryk” (direkte inspiration). På turen kigger hun på Chicagos skyline fra togets vindue. Dette er “indtryk” (indirekte inspiration). Mens hun gør dette, ser vi en række flashbacks fra hendes barndom. Det kan ses som en visuel repræsentation af hendes “aftryk” – at hun bringer sig selv i spil i skabelsesprocessen. Herefter ser man Sidney visualisere nye retter i hendes hoved. Det er det, som jeg her kalder “udtryk”.

• Indtryk
  • Direkte inspiration: Sidney tager på en kulinarisk rejse gennem madscenen i Chicago
  • Indirekte inspiration: Sidney kører med tog og kigger på bygninger.
• Aftryk
  • Sidneys minder flasher forbi
• Udtryk
  • Sidney skaber en ret

Styrker og svagheder ved direkte inspiration

Det er nemmere at lade sig inspirere fra samme medie – det jeg kalder direkte inspiration. Som Sidney, der lader sig inspirere af turen igennem Chicagos madscene, en kunstner, som besøger et kunstmuseum eller en forfatter, som lader sig inspirere af bøger. Der er både fordele og ulemper ved dette:

Direkte inspiration er nemmere at oversætte, og derfor vil du oftere have lyst til at male et maleri efter at have været på museum end at skrive et digt. Fordelen er også, at man kan bruge direkte inspiration til at få andre til at forstå. Det kunne for eksempel være en instruktør, der viser skuespillere klip fra andre film for at få dem til at forstå visionen. 

En ulempe kan være, at man ikke kan holde den direkte inspiration ude, hvis man forsøger at skabe noget unikt. Et eksempel på dette kunne være forfattere, som ikke kan læse i de perioder, hvor de skriver, da det læste værks sprog og virkemidler sniger sig ind i forfatterens eget arbejde.

Ansvar

Når nu de ting, vi kreative skabende væsener, fylder vores hoveder med, har stor indflydelse på, hvad vi skaber, så har vi også et ansvar for at fylde os med ting, som har en positiv og inspirerende indflydelse på os. Den amerikanske skulptør, installationskunstner og tegner Carol Bove beskrev det godt, da hun skrev: “Your time is not a separate thing from you; it’s not an instrument. Time is part of what you’re made from. Emerson said, ‘A man is what he thinks about all day long. Everything that you do and think about is going to be in your artwork’. The computer-science idea ‘garbage in, garbage out’ applies to artists. This is something to consider when you’re choosing your habitual activities.” Præcis som du har et ansvar for de indtryk, du opsøger, så har du også for det aftryk, du selv sætter. Vi er sammensatte mennesker, og man kan bringe sig selv ind i et værk på mange måder. Man bør derfor reflektere over hvordan og hvorfor man bruger sig selv i sit arbejde. Dit aftryk kan blive en andens indtryk.

Vi har altså et ansvar for de indtryk, vi opsøger, da de har en betydelig indflydelse på vores kunstneriske output. Vi har samtidig et ansvar for at reflektere over, hvilket aftryk vi giver, hvordan vi bruger os selv og vores liv i vores kreative arbejde for at skabe meningsfulde og berigende værker, og sidst har vi et ansvar for at udtrykke det på den måde og i den form, som værket behøver.

Et sidste eksempel

Dette blogindlæg kan også forstås gennem denne model. Jeg får indirekte inspiration, da jeg ser afsnittet af The Bear. Herefter bruger jeg mit eget arbejde med kreativitet, og hvad jeg tidligere har lært, til at sætte afsnittet i kontekst. Udtrykket bliver det blogindlæg, som du læser nu. 

• Indtryk
  • Indirekte inspiration: Afsnit tre, sæson to af “The Bear”
• Aftryk
  • Mit eget arbejde med kreativitet
• Udtryk
  • Dette blogindlæg